Lim som våben

Han står på fortovet bag rækværket og stikker hovedet halvt gennem gitteret og kigger nysgerrigt på os i bussen. Han er ikke meget højere end en halv meter og har sikkert lige lært at gå. Han holder en stor pose i sin lille snavsede hånd, mens han holder godt fast i en af stængerne i gitteret med den anden hånd. Han ser glad ud. Han venter spændt på sin fremtid.

Jeg kigger lidt til siden. Her står en lidt større dreng, som formentlig er hans ældre bror. Han kigger også på bussen, men der er ikke antydning af smil i hans ‘jne. Han ser frem til et kort og glædesløst liv. Han får en bed(r)øvet fremtid. På den anden side af den lille dreng, står hans moder, som virker meget kærlig over for drengen. Hun vender sig lidt om, og så får jeg øje på det lille barn, hun bærer på ryggen viklet ind i hendes kanga, som er et firkantet stykke stof, de lokale kvinder snildt bruger til alt, man nu kan bruge et stykke firkantet stof til. Hun holder om barnet, mens hun gør en bevægelse med hånden, der indikerer, at jeg skal give hende penge, så hun kan købe noget mad til det sultne barn. Jeg giver hende ikke noget.

Jeg sidder i en bus i Kenyas hovedstad, Nairobi. Det er det mest bevægende optrin, jeg har set, men det er absolut ikke det eneste. Et par minutter efter står drengens bed(r)øvede fremtid skælvende klart for mig.

En dreng sidder på kantstenen. Han tager sin drikkeflaske frem. Han er nok blevet tørstig. Det er også ret varmt, og jeg får selv lyst til at tage en tår. Han ryster dunken, så det røde indhold slynges rundt, og så lugter han til den. Han gentager det et par gange. Derefter kigger han tomt ud i luften og smiler. Han øjne fanger mine. Han løber hen mod bussen og trykker sin næse flad mod ruden.

Han smiler stort, men også uhyggeligt fraværende. Han lugtede ikke til en læskedriks sådelige dufte, men til giftige dampe fra skolim. Det letter hans hverdag. Han bor på gaden. Han bliver ikke gladere af at inhalere, men han bliver så herligt ligeglad. Han glemmer måske, at han konstant er sulten og ikke har nogen sko for ikke at tale om noget sted at bo. Det er koldt at sove på gaden uden et tæppe.

Pludselig er der en der banker på ruden i den anden side. Vi har sørget for at lukke alle ruder, selv når vi kører, for der skal hverken meget tid eller plads til at snuppe et kamera eller andre værdigenstande, som ligger fremme. Den sultne hånd stjæler ofte. Det er endnu en kvinde med et barn på ryggen. Hun vil have mine sko. Det får hun naturligvis ikke, for så skal jeg selv gå barfodet. Faktisk er det en bombe under et lands økonomi, hvis man støtter tiggerne. Det er langt bedre at støtte de, der producerer noget, de der tager initiativ.

Sikkerhedsnet

Vi har også gadebørn i Danmark, men vores sociale sikkerhedsnet er ret finmasket, så kun de færreste falder helt igennem. I Danmark er problemet usynligt. I Nairobi og mange andre afrikanske storbyer er det usynlige usædvanlig synligt. Især for turister som har masser af penge. De kan finansiere det næste køb hos limpusheren. Jeg giver dem ingen penge. Jeg er ikke deres sikkerhedsnet. I stedet køber jeg en is. Jeg har ikke lyst til at se mere lige nu.

Vi forlader Nairobi og tager til Sydafrikas hovedstad, Cape Town. Her bor vi i et fint kvarter, men på gaden ser vi igen de hjemløse og limbørnene. Og de er vedholdende limbørnene. De er desperate og irriterende i deres tiggeri.

Det lyder til, at der er problemer. En sort dreng på 12 år råber skræmt. Jeg kommer lige rundt om hjørnet og ser årsagen. To store og veltrænede unge fyre slår og skubber til ham. Han har åbenbart generet dem og fulgt efter dem. Det gør tiggerne ofte. De to store fyre gpr videre. Det er ikke en rimelig behandling synes jeg, og limdrengen er vist enig. Han tager hætten af sin limbøtte, løber efter fyrerne og han smider indholdet i plastikdunken i hovedet af den ene. Han får lim i øjene, og det er ikke almindelig trælim. Det er nogle stærke sager, som vi næsten bliver lidt omtumlede af at lugte til, selvom vi står ganske langt væk. Drengen løber hurtigt væk, mens den ene unge mand knækker sammen og tager hænderne op til øjnene.

Senere ser vi drengen vende tilbage, og han får en kæmpe skideballe af en ældre dame og hendes ældre søn. Hun er åbenbart gadens dronning, og han er prinsen. De bor på gaden under den veranda, vi spiser på hver aften, mens vi er i Cape Town. Måske har de sendt drengen med limbøtten ud for at tigge. De ernærer sig selv ved at forlange drikkepenge for at holde øje med folks biler på deres gade. Da vi rejser videre ud på vores afrikanske eventyr efterlader vi en pose brød hos dem. De sover som altid under verandaen tæt på hinanden, så de kan holde hinanden varme med det ene tæppe, de har. Jeg prikker sønnen på skulderen, da jeg sætter brødposen. Han bliver søvndrukkent glad. Da vi er ved at pakke bilen, ser vi, at han knapper et dæksel i vejen op og sætter brødposen derned. De har åbenbart flere ejendele, end de viser. Men de har ikke nok. Da vi kører kommer drengen smilende hen til os og spørger, om vi har et gammelt tæppe, som vi ikke har brug for. Det har vi desværre ikke.

Den lille dreng fra Nairobi kigger uvidende om alt det ud gennem gitteret. Han bærer sin store pose uden at vide, at posen kun er en brøkdel af den byrde resten af livet bliver. Og garanteret også uden at vide, at hans ansigt og øjne er printet på min nethinde sikkert for resten af mit liv.