På toppen af Kilimanjaro

[billeder]

Mawenzie er en af de tre toppe på Kilimanjaro. Det er en stor naturoplevelse at gå op på Kilimanjaro.

Jeg går med til Uhuru Peak

Lyden kom bagfra. Jeg kigger mig over skulderen for at se, hvem der er så bimlende skør.

Jeg sidder på en sten og hviler mit hoved på min vandrestav. Min lunger skriger efter den smule ilt, der er i luften. Min mave under mig ikke et øjebliks fred for det seneste måltid, jeg indtog. Min øjne har allermest lyst til at lukke sig, så jeg kan få fred til at drømme mig et helt andet sted hen.

Men der er ingen bagved mig. Lige nu sidder jeg på Gilmann’s point (5.685 meter), som er det næsthøjste punkt på Kilimanjaro i Afrika, og har det elendigt, og så har jeg med beslutsomhed i stemmen sagt, at jeg går med til Uhuru Peak (5.895 meter) for at se solen stå op.

Min hjerne, krop og mit sprogcenter må have misforstået hinanden. Det er lidt ærgerligt synes jeg, men jeg rejser mig og forsøger at se viljefast ud, og vi trasker afsted. Vi har to guider med. Den ene siger hele tiden: pole pole, men det er egentlig unødvendigt, for vi har absolut ikke lyst til at gå andet end langsomt. Den anden guide siger hele tiden hakuna matata, og selvom jeg anstrenger mig, er jeg voldsomt uenig med ham. Der er masser af problemer, og jeg tænker mest på, hvordan jeg kan slippe afsted med at smide ham ned i krateret, men jeg kan knap løfte min vandrestav og at tage det næste skridt, så jeg dropper det der med at skulle kaste rundt med noget som helst. I øvrigt er jeg også ret søvnig.

Vi vandrer langs kraterkanten delvist i grus og is. Jeg kigger ned i krateret og tænker, hvor voldsomt naturen sommetider spiller med musklerne, og så tænker jeg meget på ikke at falde derned. Så kigger jeg den anden vej, og jeg husker pludselig, hvad jeg laver her. Solen bryder frem i skumringen og farver himlen dybrød. Solens stråler får også gletcheren ved Uhuru Peak til at skinne som en imponerende krystal. Jeg tillader mig selv at bruge lidt af den sparsomme ilt på at smile lidt og går videre mod toppen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor bærerne ikke bare kan transportere mig det sidste stykke.

[BIllede]

Sarah og Christine har det ikke længere helt så godt.

Kolossal hjælp

At bestige Kilimanjaro er ikke noget, man bare gør. I de højder er ilttrykket i luften faldet kraftigt, at ens lunger skal råbe virkelig højt for at få kontakt, og det er vigtigt, at kroppen vænner sig til de ændrede omgivelser. Derfor arrangeres de mest almindelige ture over fem eller seks dage, hvor man starter fra indgangen til naturparken og på vej mod toppen overnatter i tre forskellige hytter. Pauserne gør, at kroppen akklimatiseres lidt. Der er dog stadig stor risiko for den hyppigste komplikation, nemlig højdesyge.

Skal man bestige et højt bjerg, er Kilimanjaro måske alligevel det rette valg. Bjerget er nemlig det største fritstående bjerg i verden, så det ser imponerende ud, når det tårner sig op på grænsen mellem Tanzania og Kenya. Samtidig kan man rent faktisk gå hele vejen til toppen uden at støde ind i egentlige klatrepassager. Undgår man højdesyge og er i god fysisk forfatning, har man altså mulighed for at komme rigtig højt op og kigge ned. Når man toppen, skal man bare lige komme i tanke om, hvorfor man nu er vandret helt derop.

For det er hårdt. Det er rigtig hårdt. På fem eller seks dage vandrer du 80 kilometer op og ned ad rigtig mange bakker, og her taler vi altså ikke om Himmelbjerget, som nærmest holder op igen, inden man får begyndt. Du skal overtale benene til at blive ved med at gå mange timer i træk, mens solens stråler forsøger at få al den væske du har i kroppen til at fordampe. Allerede første dag får du et glimt af toppen, og du skal kunne udholde, at den øjensynligt ikke kommer nærmere. Kan du det, skal du stadig være glad for al den hjælp, du får. Den skorter det nemlig ikke på.

Jeg var afsted med en gruppe fra Rejselinjen på Vejle Idrætshøjskole, og vi var 12 i alt, som alle enormt gerne vil til toppen. Vores lille gruppe fik hjælp af fem guider og 23 bærere eller kokke. Guiderne havde vi især brug for på det sidste vanskelige stykke. Bærerne slæbte flittigt på vores propfyldte rygsække, og kokkene serverede rigtig god mad - som dog ikke altid fik den applaus det fortjente, fordi en virkning ved ekstreme højder også er svigtende appetit.

Hurtigløber

De almindelige ture til toppen af Kilimanjaro tager fem eller seks dage. I 1993 slog brasilianeren, Mozart Catão, imidlertid alle hastighedsrekorder ved at nå til toppen og tilbage til indgangen til naturparken på 17:30 time. Det er hurtigt!

Forsøget

Den sidste hytte, vi hviler i, ligger i 4.700 meters højde. Herfra skal vi gøre forsøget på at nå toppen af Kilimanjaro. Ved midnat må vi ud af vores behagelige soveposer. Nu starter forsøget på at nå toppen, så vi kan stå på toppen af bjerget og nyde solopgangen ved seks-tiden i morgen tidlig. To af deltagerne er så utilpasse, at de bliver i sengen. Den ene siger ironisk: selv små folk kan åbenbart blive ramt af højdesyge. Vi andre stiller os op på række med vores lommelygter og al vores slidte kampiver. Vi står tæt på hinanden, så vi kan holde styr på gruppen. Guiderne er meget påpasselige med at holde sammen på gruppen.

Vi går langsomt op ad bjerget. Pludselig stopper vi. Gad vide hvorfor. Vil selv bare opad. Kigger mig rundt for at se, hvad der er galt. En pige har fået kvalme og kaster op, men hun kæmper videre. Hun vil op. Vi bevæger os i sneglefart op ad bjerget, og hele tiden kommer der afbrydelser. Folk føler sig utilpasse og får tid til at overveje, om det måske er bedre at gå ned. Ved William?s Point, som markerer 5.000 meter grænsen, må to af deltagerne give op. Den ene vakler afsted og er allerede blevet grebet af dem bagved flere gange. Den anden er meget træt.

Efter at have samlet kræfter fortsætter vi. Som den mest naturlige ting i verden, forsøger jeg at sove, mens jeg går. Det lykkes naturligvis ikke. Vi er nået til Hans Meyer’s Cave i 5.200 meters højde. Hulen er opkaldt efter den første europær, der kom til toppen af Kilimanjaro. To mere føler ikke, at de har styrken til at gå de sidste tre timer mod toppen. Sikkert et klogt valg, for nedturen bliver heller ingen let spadseretur. Jeg får alvorlig kvalme, og mine lækre chokoladekiks er pludselig ikke så delikate længere. Jeg tænker alvorligt på at vende om, men glemmer det hurtigt igen. Vil hellere sove.

Vi går videre og holder igen en kort pause. En læner sig op ad sin vandrestav, mens hans ben ryster voldsomt.

Det er ubelejligt, men jeg skal på toilet.

Han har da helt ret. Det er temmelig ubelejligt. Vi står og hundefryser, er trætte og vil bare videre, men den stakkels mand skal naturligvis have afløb for sine behov. Det mest ubelejlige er nok at man ikke kan se en hånd for sig, og at han skal have tre lag tøj fjernet, inden han kan få ordnet sagerne. Han tager lige et skridt ud af vores sammentømrede kolonne og bliver straks en ny og bedre bjergbestiger.

Han er færdig, og vi bevæger os igen mod målet. Tiden føles uendelig lang, og alligevel passerer den bare. Nu skal jeg kun forcere tre klipper, så står jeg på Gilmann’s Point, som er det næsthøjste punkt på Kilimanjaro. Så er jeg der. Jeg skynder mig at sætte mig ned sammen med de seks andre fra min gruppe, som nåede så langt - og så var det, jeg sagde:

Jeg vil gerne med til Uhuru Peak.

[Billede]

Toppen af Kilimanjaro, Uhuru Peak, i 5.895 meters højde. Deroppe har man mest lyst til at komme ned igen.

Oppe i himlen

Skiltet kommer hele tiden nærmere. Jeg er altså snart på Afrikas højeste punkt. Jeg har taget hul på min egen kamp mod The Seven Summits, som er et af bjergbestigernes mål, nemlig at bestige det højeste punkt på hvert af de syv kontinenter. Jeg sætter mig på en sten og hviler lidt. Jeg tvinger mig selv til at kigge lidt rundt og nyde det. Vi er højere oppe end de få skyer, der er på himlen. Forunderligt at være helt oppe i himlen. Jeg hviler hovedet på min vandrestav og tænker igen mest på at sove. De tre andre fra Rejselinjen på Vejle Idrætshøjskole stiller op til gruppebillede ved siden af skiltet, så vi kan bevise, at vi har været der. Jeg stiller op, men orker hverken at smile eller finde mit eget kamera.

Jeg begynder hurtigt at gå ned igen, og det er herligt at opleve, hvordan man gradvist får mere og mere overskud i takt med, at ilttrykket i luften stiger. De resterende seks bjerge på de andre kontinenter skal nok ikke forvente at få besøg af mig.